torsdag den 30. oktober 2014

Spidermand og tissemand


Oliver kom en torsdag eftermiddag hjem fra dagpleje for et par uger siden og sagde, at han skulle tisse. Jeg fulgte ham selvfølgelig ud på toilettet og hjalp ham med at tisse. 
Det var startskudet til at han snart bliver blefri - måske inden børnehavestart til december. Hvem ved.
Vi prøvede også tilbage i sommerferien at lære ham at gå på potte og at løbe rundt uden ble på, men han blev nærmest panisk, hvis vi prøvede sætte ham på potten dengang. Og indtil den herrens torsdag for et par uger siden har han ikke været til at hugge eller stikke i hvad pottetræning angår. 

Nu kommer han selv og siger, hvis han skal tisse eller prutte (you know what I mean). 
Dog er det kun mor der må hjælpe, når det gælder prutning (igen, pardon my french) og alle andre skal holde sig langt væk. Han holder sig ofte en hel dag i dagplejen, og lige så snart vi er trodt ind over husets dørtærskel, så skal han skynde sig på toilet. Så vi når kun lige at få flået overtøjet af inden vi løber mod toilettet. Stakkels Felix står derfor ofte efterladt uden for døren i sin barnevogn, og ligger bare der og mugger over rigets tilstand, alt imens kong Oliver prutter violer. 
Han vil kun hjælpes med at tisse af far, mor eller dagplejen. Resten går han helt i baglås overfor. Og han vil heller ikke gå på toilet fremmede steder.
Er det mon normalt, eller hører det med til at han er sensitiv?

Og for Oliver er toiletpapir ikke blot toiletpapir. En dag havde jeg sat en rulle med recycled toiletpapir på papirholderen. Da Oliver så det tog han rullen af og skiftede den ud med en luksusrulle fra skuffen, hvortil han svarede, at det hårde papir ikke var til bløde numser. Guldkorn :)
Sidst jeg var i vores lokale Fakta supermarked købte jeg sådan noget spidermand toiletpapir til Oliver. Det er trelags, og passer til bløde numser som Olivers :)
Oliver synes det er festligt med spidermand på toiletpapiret, og så må jeg punge ud for dyrt toiletpapir, hvis det kan lette potte/toilet-træningen for en stund. 

Jeg er også den upædagogiske mor, der bestikker min søn én vingummibamse, hvis han har tisset, og to vingummibamser, hvis han har pruttet. Det er nu ikke så tit at han husker at bede om vingummibamserne mere, så jeg synes det har været et godt virkemiddel i toilettræningen. 

Oliver bliver skamfuld, hvis han en sjælden gang i mellem tisser eller prutter i bukserne. Så han vil fortsat have ble på, selvom den som oftest er knastør. Det foregår på hans præmisser, og bleen ryger først af, når han selv synes den skal væk. En Oliver tager den tid en Oliver skal ta'. :)

torsdag den 23. oktober 2014

Oliver på besøg i børnehaven


I fredags var Oliver og jeg på besøg i børnehaven. Olivers kontaktpædagog foreslog selv, at vi kom i efterårsferien, hvor der ikke var så mange børn. 

Oliver sad først indenfor lidt, inden alle børnene skulle ud og lege. Vi trak derfor i tøjet igen og gik med ud. Oliver har fået sit eget rum i garderoben, med plads til overtøj og børnehavetaske. 

Ude på legepladsen var han først lidt forsigtig og ville helst holde mig i hånden. Lidt efter lidt blødte han op, og begyndte at lege på egen hånd og omkring de andre børn. Dog med mig og pædagogen inden for synlig rækkevidde. 
Vi legede ude i næsten to timer, inden jeg fik våde tæer og foreslog at vi tog hjem igen. Oliver synes ikke vi skulle hjem igen, for han havde lige fået snøret en af pædagogerne til at køre ham rundt på en cykel på legepladsen :) 
Oliver strålede og klarede sig simpelthen så fint i børnehaven. Det var en fornøjelse at se, at han har mod på børnehavelivet. Det kan godt være, at han får et chok, når han kommet på besøg næste gang, hvor der er væsentligt flere børn end i dag. Men i dag var ihvertfald en rigtig positiv start. 
Vi blev også foreslået at tage ned og lege på børnehavens legeplads i weekenderne, så han er 100% bekendt med de ydre omgivelser inden han starter. Så er det kun de voksne og børnene han skal lære at kende.
Jo mere jeg kan forberede ham på børnehavestart, jo nemmere forestiller jeg mig at overgangen fra dagpleje til børnehave bliver. 
Her er lidt billeder fra vores besøg i dag.












søndag den 12. oktober 2014

Lykken er....

.... At tage på aften gå-løbecykletur med Felix i Odderen og Oliver på løbecyklen. Ikke en vind rørte sig og efterårsvejret var pragtfuldt. Det er lykke og taknemmelighed for mig.




Jeg priser mig i øjeblikket lykkelig for mine to sunde og raske børn. 
Olivers bedste vens lillesøster på knap 5 måneder har lige fået konstateret kræft. Lille Olivia og hendes tvillingesøster kom til verden en måneds tid før Felix.
 Hun starter kemoterapi og øvrig behandling i den kommende uge. Hvor er livet dog ubarmhjertigt, når sådan noget rammer en så lille pige, hvis liv kun lige er begyndt. Jeg tænker på lille Olivia og familien i denne svære tid, og beder en stille bøn for at hun skal blive rask igen. 

Så kan trodsig toårig, søvnunderskud og utallige fyldte bleer være uendeligt lige meget, og jeg skammer mig over at jeg kan gøre sådanne bagateller til problemer i min hverdag. Nu ved jeg hvad virkelige problemer er... 

torsdag den 9. oktober 2014

Et farvel


I dag har Oliver formentlig haft sin sidste dag hos sin elskede gæstedagpleje, Anette. Han har været der de sidste to uger, hvor dagplejemor Dorthe har haft ferie. 
Han nyder at være i gæstedagpleje hos Anette, som bor smukt inde i skoven. Der er rådyr og egern i haven, og Oliver er så dejlig beskidt og træt, når han har været deroppe. Og han lærer en masse om naturen og skoven, når de går på ture og leger. Hun har kun gæstedagpleje-børn og er også naturdagplejer, så det meste af dagen forgår udendørs året rundt.
Men det var nu lidt sørgeligt, at skulle sige farvel i dag, fordi Felix jo højst sandsynligt skal i vuggestue i den institution hvor Oliver skal i børnehave, og derfor ikke kommer i gæstedagpleje hos Anette. Det har været sådan et trykt sted for Oliver at være de seneste par år. 

Oliver og jeg har derfor købt en fin buket blomster og et personligt kort med pæne ord til Anette, samt et billede af Oliver. Det faldt i god jord, og jeg havde bestilt en buket der afspejler skoven og naturen - præcis ligesom Anette.  

Det sværeste farvel bliver om 1,5 måned, hvor Oliver har sidste dag ved dagplejemor Dorthe. Der kommer jeg til at vande høns. Det er godt, at der er lidt tid dertil endnu...