søndag den 17. august 2014

Når man opdager at babyen pludselig er blevet stor.

Inden vi gik i seng i går aftes var jeg lige inde på Olivers værelse, for at se om han sov sødt. 

Det gik pludselig op for mig, at han er blevet en stor dreng. At hans hænder ligepludselig ikke er så små mere, når jeg holder ham i hånden. At han ikke er den lille baby i vuggen eller tremmesengen mere. At han selv kan cykle i dagpleje. At han kan en masse ting og give udtryk for hvad han føler.
Det bliver især sat i perspektiv, når man sammenligner ham med lille Felix. 
Oliver sagde i morges, at han håbede at Felix gerne ville lege med traktorer sammen med ham, når han bliver større. Jeg synes det er sødt sagt. Han er så sød overfor Felix, og vil ham altid det bedste. Giver ham knus og kæl med største ømhed. 

De er så gode for hinanden mine elskede drenge. Hvad skulle jeg dog gøre uden dem. De giver mig render under øjnene og strækmærker på maven. Men hvad gør det, så længe de fylder mig med en taknemmelig og glæde over at de er til.

1 kommentar: