lørdag den 17. maj 2014

Olivers færdige storebrorværelse


Olivers nye storebrorsværelse er nu helt færdig, og hovedpersonen har taget værelset i brug. Han er glad for værelset, men skal lige vænne sig til rummets nye funktioner og placeringen af legetøjet.

Jeg vil gerne vise værelset frem, så her er de forskellige funktioner og deltaljer på Olivers værelse.

Jeg har bestilt en navne wallsticker til Olivers dør fra Dimaria.dk. Jeg ville gerne have den i den i en grå farve, da Olivers nye værelse støder op til vores gang. Det skal altså ikke være en wallsticker, som er for iøjnefaldende og som vi bliver trætte af at se på. 
Jeg oplevede en fantastisk service hos Dimaria. Jeg skrev nemlig til dem og spurgte om de kunne lave en wallsticker i lysegrå og i en anden skrifttype end de havde i deres sortiment. Det kunne de sagtens klare, og de sendte endda adskillelige prøvetryk i forskellige størrelser og tykkelser til min mail, for at være sikker på at levere det rigtige produkt. Og da jeg bestilte havde de 10% rabat på alle deres varer. Så jeg endte med at betale 135 kr plus porto for en uovertruffen service og en super flot wallsticker.


Fra en wallsticker til en anden. Raket-wallstickeren fra Ferm Living på Olivers skabslåge er en jeg har vundet på Instragram hos Lirum Larum Leg. Jeg vidste med det samme hvad wallstickeren skulle bruges til, og jeg synes den kommer rigtig flot til sin ret på skabslågen. Og halogenspotten i loftet kaster et magisk skær over raketten og stjernerne, så de ser mere livagtige ud. Oliver synes i hvert fald den er sej.

Legekøkkenet har Oliver haft i lang tid, men er bare blevet flyttet fra stuen og ind på det nye værelse, hvor der er mere plads end på det gamle. For at gøre den mere personlig er den dekoreret med wallstickers fra Roomate. 

Over legekøkkenet har jeg hængt en opslagstavle i kork, hvor der bl.a. hænger det fineste gækkebrev fra Olivers kusine. 

På nedenstående billede kan man lige ane hjørnet af gulvtæppet. Det er fra IKEAs særkollektion, som udkom i vinters. Jeg var heldig at spotte tæppet i sidste uge i IKEA i deres "rodekasse", og gav blot 350 kr for det. Det var lidt af et sats, for jeg vidste ikke om det passede i målene til værelset, eller om farverne var lige i øjet. Men igen synes jeg at jeg er sluppet meget heldigt fra mit køb, for både den mintgrønne og den "røde" farve er at finde i puderne og vægmaleriet. Det hele bliver ligesom bundet fint sammen via farverne. Men så heller ikke flere farver på Olivers værelse. Jeg er en smule farveforskrækket :)


Vægmaleriet har jeg omtalt flere gange på bloggen (her, her, her og her). Jeg synes det er kommet til at passe rigtig godt ind, og Oliver selv er rigtig glad for resultatet. Når han ligger og skal sove i sin seng så kigger han op på bamserne og siger, at de passer på ham. 
Jeg vil endnu en gang takke Marie Willumsen for at jeg måtte gengive hendes vægmaleri og tak for råd og vejledning i processen.
Jeg har selv syet et sengetæppe til Olivers Leanderseng, da det ikke er til at købe et sengetæppe der passer perfekt til sengen pga. dens afrundede kanter. Stoffet er fra Stof 2000, og jeg har også syet en matchende pyntepude, som står imellem de to puder fra Ferm Living. Den lille Ferm pude havde Oliver i forvejen, men jeg har suppleret med den store Ferm Living Pude. Det er blevet en rigtig dejlig hyggekrog, hvor vi også hygger og læser bøger om eftermiddagen efter dagpleje.

Den gule sol på vægmaleriet er svær at gengive på fotos. Den er meget mere afdæmpet i virkeligheden.

Kurven ved siden af sengen fungerer om dagen som bamseopbevaring, og om natten som opbevaring af sengetæppe og puder. Jeg ville egentlig have købt en Wire basket fra Ferm living, men valgte at spare pengene og gav i stedet 19 kr for denne kurv i Superbrugsen. Den fungerer egentlig super godt, og matcher i farven. Jeg skulle bare have købt den i et nummer større, så den kan rumme lidt mere.


Jeg har tidligere omtalt Olivers opbevaringsløsning. Jeg er rigtig tilfreds med opstillingen, da den giver Oliver rig mulighed for at nå det meste legetøj selv. Men i de højeste rum har jeg lavet kasser med tegnesager og småtterier, som han ikke skal kunne nå uden at jeg hjælper ham. Ellers tegner han bare alle mulige og umulige steder :)


Jeg har hængt tre små knager på på værelset til tasker og lignende. Jeg har købt dem for 10 kr/stk i Tiger, og igen er jeg glad for resultatet. Farven passer perfekt ind til resten af indretningen.


Over Olivers reol hænger to illustrationer, som jeg har købt via en bruger på Instragram. Hun laver forskellige børnesange og navnetavler for blot 40kr/stk. Så kan man selv printe dem ud i A4 eller A3 format. Jeg har tidligere beskrevet illustrationerne her.



Oliver har fået sin egen lille ridderborg på værelset. Jeg købte udstillingsmodellen i Ønskebørn for 100kr, for jeg gad ikke ofre en formue på en Tipi eller lignende, hvis ikke Oliver kunne lide den, eller hvis den ikke passede ind på værelset. Den er måske ikke så æstetisk som en fin tipi, men Oliver synes hulen er sej, og tager gerne alverdens legetøj med derind og hygger. Jeg har pyntet hulen med et stort lammeskindstæppe og et par bamser.


Her har Oliver gang i at læse alle Pixibøgerne i hulen.



Over hulen har jeg hængt tre gallerihylder fra IKEA op. De fungerer som opbevaring af en smule bøger, billeder samt Olivers sangfugl. Sangfuglen fik han i dåbsgave af mine forældre, og skal følge ham i livet. Jeg håber også lillebror får en sangfugl eller tilsvarende i dåbsgave, så de hver kan have hver deres fugl.
På hylderne står også et par skønne illustrationer, som jeg igen har været heldig at vinde på Instragram. Det er en kunstner der hedder Moster Karen, som har lavet dem, og de fås i fire forskellige udgaver. Jeg har valgt den blå og mintgrønne, som passer perfekt ind på værelset. De er afdæmpede i farverne, og har nogle fede motiver, som ikke er for tutte-nuttede til en sejt børneværelse i årene fremover.



Sidst men ikke mindst vil jeg vise Olivers natlampe. Det er en sag, som jeg har købt brugt (surprise :)) for 30 kr. Den havde nogle helt andre farver, da jeg købte den. Den er lavet i træ, så jeg tænkte, at jeg kunne male den i de farver, som jeg har brugt til vægmaleriet. På den måde passer den rigtig fint ind i rummet, og giver et rigtig hyggeligt lys. Jeg har sat en helt svag el-sparepære i lampen, så der ikke opstår nogen brandfare eller lignende. Jeg viser før- og efter- billeder af natlampen i et andet indlæg.


Jeg tror det var alt fra Olivers nye værelse for nu. Stil endelig spørgsmål, hvis jeg har glemt at beskrive eller vise noget.














2 kommentarer:

  1. Det ser SÅ godt ud - og vildt hyggeligt! Flot arbejde, du har lavet som højgravid :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Min begejstring skinner vist også en smule igennem i dette indlæg :)
      Der er også en rigtig god og hyggelig stemning på værelset, så det er behageligt at være derinde.

      Slet