mandag den 17. februar 2014

Min skønne dreng - Oliver

I eftermiddags legede Oliver en leg med sig selv, imens jeg sad og beundrede ham. Legen gik ud på, at køre på trehjulet cykel i stuen med høreværn på, og en gang imellem tippe ladets indhold ud på stuegulvet. Derefter blev selv samme indhold fyldt op på ladet igen, kørt rundt i stuen, og tippet af igen. Og derefter forfra igen. 
Oliver snakkede og forklarede også en masse ting imens han legede. 



Han har også haft sin elskede traktor-trøje fra Danefæ på i dag. Han elsker blusen, og når der går for lang tid imellem at den bliver vasket, så klager han sin nød til mig og dagplejemor-Dorthe. For lidt tid siden kom Dorthe og sagde til mig, at Oliver altså snakkede så meget om den bluse, og at hun gerne ville hjælpe med at få den vasket, hvis det var hårdt for mig! Oliver må virkelig have lydt sølle og ulykkelig over at traktor-trøjen var til vask, siden at Dorthe tilbyder at vaske den. Hi hi. Men når man gør en trøje beskidt efter én dag i dagplejen, så går der altså lidt tid inden at den bliver vasket herhjemme. Jeg er ikke typen den vasker flere gange om ugen. Oliver har rigeligt med tøj, og kan sagtens klare sig med rent tøj i et par uger. Problemet er bare, at vi ikke er helt enige om tøjvalget, pånær de to-tre første dage efter jeg har vasket tøj :) Han har nemlig to traktor-trøjer og en anden trøje med en løve på. Alle fra Danefæ. De trøjer elsker han at få på, men de efterfølgende dage er ret kritiske, for der er tøjvalget knapt så festligt, synes Oliver :) Han vil helst have en Danefæ-bluse på hver dag. Men det har vi ikke råd til, eller vil ikke lade mig styre af. Godt nok er jeg selv svært imponeret over Danefæs univers, men derfra til at Oliver skal diktere tøjmoden herhjemme - i en alder af to år - det vil moderen ikke tillade :) Gensynsglæden med traktortrøjerne er også langt større efter en uges adskillelse, imodsætning til hvis han alle dage bar tøj efter eget ønske. 

Det blev en lang smøre om et lille emne. 

Moi excuse :)

Jeg ville egentlig bare fortælle, at Oliver hyggede sig i eftermiddags med sin helt egen leg. En selv opfundet leg, som jeg blev underholdt og stolt af som mor. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar