lørdag den 18. januar 2014

Oliver i sneen

Sikke en masse sne der er kommet de seneste to dage her i Nordjylland. I skrivende stund har vi næsten fået 40cm sne på to dage. Jeg er ikke fan af sne, og særligt ikke i så store mængder. Og da slet ikke når manden er på weekendtur, så jeg selv er overladt til snerydningen. Bedst som man lige har skovlet indkørslen fri for sne, så er den allerede sneet til igen. Heldigvis har vi privat snerydning på vores vej, så vejene er i det mindst flot ryddet. Så kan vi komme frem og tilbage i bilerne. 
I formiddags var Oliver og jeg ude og rydde sne igen, så vi kunne komme på besøg hos min kusine, som netop har færdiggjort sygeplejeskeuddannelsen med topkarakter. 
Oliver er heller ikke fan af sneen, og synes den er 'uh-lækker' :) så han satte sig på numsen og strejkede, imens preggo her kampsvedte med snerydningen. En gang i mellem råbte han trodsigt til sneen, at den skulle gå væk. Det er ikke nemt at være Oliver altid, når mor er for langsom til at rydde sne.


Jeg var på cafe inde i Aalborg i går aftes med de søde piger fra mødregruppen, imens Oliver blev passet hos mine forældre. Det var super hyggeligt, og snakken gik fra start til slut. Det kræver bestemt en gentagelse. For normalt når vi mødes i mødregruppen er børnene jo med, og så er der lidt mere fokus på dem frem for os mødre. Naturligvis. 

Her er et par stemningsbilleder fra snevejret de sidste par dage. I går var der en bus der var kørt af sporet i vores by, og billedet med den sneklædte skov er på vej ud til mine forældre, hvor det tinge sne havde fået skoven til at lukke sig som en hule.
Det sidste billede er snemængderne i vores have.

I tirsdags kom der også sne, som dog smeltede over natten. Jeg ville derfor glæde Oliver med at hente ham i dagplejen på kælken. Det var dog ikke noget stor succes, for sneen er jo som sagt 'uh-lækker', så Oliver brokkede sig højlydt på hjemturen imens han holdt sig for ansigtet. Så jeg fik ingen tak eller ros for at have okset i det tunge sne, så jeg igen kampsvedte. Indsæt her selvmedlidenhed til preggo mor :)


God weekend - med eller uden sne :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar